søndag den 25. august 2013

Vores helt almindelige hverdag...

Marts 2020

Der er gået lidt mere end 4 år siden sidste opdatering. En glutenfri hverdag er blevet helt naturlig for os, og egentlig ikke noget vi tænker meget over. Vores familie og venner er gode til at tage hensyn, så vi skal næsten aldrig have noget med når vi er i byen mm. Heldigvis er det også blevet langt nemmere at købe glutenfrie produkter, både færdige men også melblandinger til diverse ting og sager.
Men alligevel er der sket noget nyt. For efter lang tid hvor vores mindste datter, Nora Martine, har døjet med ondt i maven , er hun også blevet testet for cøliaki. Ikke overraskende var testen positiv, og vi er begyndt et glutenfrit liv for hende også. Hun tager det heldigvis i stiv arm, og forstår godt, at hun ikke kan spise alt det samme som andre. 
For Anna Matilde var det næsten en glæden dag, den dag vi fik svar på blodprøverne. Selvom hun altid har klaret det i stiv arm, så har der også været afsavn, en følelse af at være anderledes mm. Pludselig er hun ikke ene om at være "særlig", og hun kan nu spejle sig i sin søster. Det har virkelig betydet meget for hende, også selvom vi kender flere der heller ikke tåler gluten.


December 2015

Der er gået knap 2,5 år siden Anna Matilde fik sin "diagnose", og der er løbet meget vand gennem åen. Mange ting er blevet nemmere, for rigtig mange ting er blevet meget nemmere at få fat i, og rutinen med at bage er blevet nemmere. Der er mange ender der skal være styr på, og vi skal altid lige være et skridt foran. Men efterhånden føles det som om, at det aldrig har været anderledes.

Anna Matilde er også blevet større, som I kan se på billedet, og hun er bare en knag til det her glutenfrie noget. Ofte behøver vi slet ikke at sige om tingene er noget hun må spise eller ej, de fleste ting har hun styr på. Og er hun ikke helt sikker, så kommer hun selv til mor eller far og spørger.

Heldigvis har vi også verdens bedste mennesker i vores omgivelser, som alle gør det meget let for Anna Matilde at have denne sygdom.



August 2013
Det var bestemt ikke med stor glæde, at vi modtog "nyheden" om Anna Matildes sygdom. 
Men det er et faktum vi bliver nødt til at forholde os til. Derfor vil vi prøve at gøre det så let for Anna Matildes omgivelser som muligt, at kunne have besøg af hende osv.

Her på siden kan I se, hvad det er, at Anna Matildes sygdom reelt går ud på. Her kan I få tips og ideer til, hvad I kan servere for Anna Matilde, hvis I skulle have besøg af eller passe hende.

Vi vil til enhver tid prøve at besvare de spørgsmål I måtte have. Kan vi ikke selv besvare dem, så kan vi tage dem med videre, til Anna Matildes diætist som følger hende tæt.